1. juli, Jerusalem

*Knips*. Sådan lige med det wons gik juli. Og inden jeg når at stoppe op og kigge mig tilbage, blev det august. 

Juli måned er primært gået med at sige farvel til medvolontører, (Louise, Thomas, Hanna og Louise), kirkevolontører (Mette og Martin) og tre kollegaer. Det har været lidt underligt, at Tina og jeg skal blive og slet ikke har samme oplevelse af at forlade dette fantastiske land og vores højt elskede hverdag. Jeg er glad for, min tur ikke er kommet endnu. I baghovedet ligger det alligevel, at de næste tre måneder kommer til at gå ufattelig hurtigt, og inden jeg får set mig om, står jeg i Danmark.

Der er ikke gået lang tid med sorg over de hjemrejsende. Knap var sidste mand ude af landet, før Olsen er tilbage med Andreas, som er vores nye kirkevolontør. I morgen lander seks spændte volontører i Tel-Aviv. Vi (Tina og jeg) har lovet at lave med til hele banden.

Jeg glæder mig ret meget til at se deres reaktioner over at komme til et helt nyt sted. Jeg glæder mig også til at hører om alle de forkerte busser, de kommer til at tage. Ja, faktisk glæder jeg mig vel bare til at grine af, hvor "dum i job" man er de første par uger. Vi var helt sikkert lige sådan, men nu er vi pludseligt "de gamle" og garvede. Hermed ikke sagt, at vi derfor er eksperterne. Faktisk glæder jeg mig også til at komme med på en masse guidede ture for anden gang. Jeg håber på, at gentagelsen måske kan få et årstal eller to til at sidde lidt bedre fast i hukommelsen. Ét årstal kan jeg dog: 614 – Perserne kom og jævnede alt på deres vej med jorden.

Juli var ikke kun farvel fester. På trods af, at Olsen var på ferie i Danmark, kunne vi opretholde lidt af vores vandte gang i præstelejligheden. Jørgen Sejergaard, der normalt fungerer som præst i Kokkedal, var ”stand-in” i tre uger. De arrangerede to onsdagsaftner og en noget alternativ gudstjeneste. Sidstnævnte begivenhed blev afholdt uden præstekjole og musik! Lidt skørt.

I august har jeg også min første ferie her i landet. Eller rettere udlandsferie her FRA landet. Jeg smutter, d. 8. august, 12 dage til Egypten sammen med Mia. Det er måske én af de dummeste ting, jeg endnu har gjort, da august er den absolut varmeste måned at rejse i Egypten. Det betyder for eksempel, at man godt vil give ti kroner ekstra i døgnet for at have air condition på værelset. På trods af varmen, der ligger som en doven løve med åben mund og venter på, at vi, "dumme Dänen", træder lige ind i den, glæder jeg mig hel vildt til at se pyramiderne og opleve en storby, som rygtet siger, er "total syg". Det kommer der nok lige en beretning om senere.

De af Jer, der følger en smule med i fodbold, ved sikkert, at Beitar Jerusalaim var i Parken i går. FCK vandt efter sigende snævert (går jo ikke lige selv så meget op i det). Returopgøret spilles her i J’lem på tirsdag. Det kan man jo ikke rigtigt gå glip af, når man er bosiddende i Israel. Rygterne siger dog, at man skal passe lidt på til disse kampe. BeitarJerusalaim’s fans er vist mere eller mindre psykopatiske. I hvert fald ved de ikke, hvordan man opfører sig som fan. Og det selv om de ikke drikker sig en kæp i øret lige som dem, vi har der hjemme. Jeg har derfor store kvaler med hvis side, jeg skal være på. Det er nok ikke så sikkert at male sig hvid i hovedet og råbe ”ÆFFFF-CEEEE-KÅ-ÅÅÅÅ”.

I slipper for et laaaangt brev denne gang. Hav det godt, alle sammen.

Kærlige hilsner

Jannie